Tørklæder

”Jeg beder alle, kvinder og mænd, franskmænd og indvandrere, om at lægge pres på regeringen, så det ikke blot forbydes mindreårige at bære slør i skolen, men også uden for skolen, samtidig med at man kræver, at problemerne vedrørende den tiltagende islamisering bliver taget alvorligt og imødegået.

Når jeg tænker tilbage på de små, tilslørede piger i de iranske skoler, og når jeg tænker på de piger, der af islamisterne i Frankrig bliver manipuleret til at tænke på en bestemt måde, så bliver jeg på en og samme tid trist og vred. Er det ikke på tide, vi vågner op?”

Sådan slutter den iransk-fødte systemkritiker Chahdortt Djavann sit kampskrift ”Kast sløret”, som blev udgivet på dansk i 2006.

Med den iranske revolution i 1980 blev det muslimske hovedtørklæde gjort til et symbol på politisk islam og et bur inden for hvilket den muslimske kvinde blev holdt fanget. I dag vælger visse muslimske piger i Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland – ja i alle europæiske lande – at tage dette symbol til sig. I de senere år er stadigt flere unge muslimske kvinder begyndt at optræde tilsløret i gadebilledet. For nogle er det et bevidst valg, for andre er det, som det var for Chadortt Djavann, påtvunget hende af islamistiske forældre med det formål at skjule hendes skønhed og reducere hende til den status af andenrangsmenneske, som Koranen henviser kvinden til.

Begge dele er for så vidt lige forstemmende. Hvad enten sløret er valgt eller påtvunget, symboliserer det nemlig den politiske islam.

Når unge muslimske kvinder af egen vilje vælger at iføre sig tørklædet, sker det for at skille sig ud – for at signalere, at man er muslim. En af de rene, som følger Islams bud, der angiveligt fremgår af Koranens sura 24, vers 31, hvor det hedder, at de troende kvinder skal ”trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed”. Piger, der påtvinges sløret, bliver uforvarende reklamesøjler for selv samme ideologi og fratages retten til det helt basale valg nemlig at bestemme, hvordan de ønsker at gå klædt.

Islam er ikke en religion, der lader det være op til dens tilhængere, at træffe frie valg. Islam indeholder forordninger om alle livets anliggender lige fra hvilken hånd man skal anvende til at vaske sig, efter man har besørget til hvordan et samfund skal styres. Islam opdeler verden i ”rene” og ”urene”. Rene og urene madvarer, rene og urene kvinder, rene og urene mennesker, rene og urene dyr. Tørklædet er i den forbindelse en markør, der henviser til, at den kvinde, der bærer tørklædet er ren og ikke må antastes.

Det er af samme årsag, at hele tørklædesagens hovedperson, folketingskandidaten fra Enhedslisten afstår fra at ville hilse på mænd ved at trykke dem i hånden. Som muslim er man dermed fortsat i egen optik ren. Det er en kristen vantro mand ikke. I islam betragtes en sådan mand som farlig – i modsætning til en vantro kvinde, der per definition er svag, og derfor kan Abdol-Hamid også hilse på en kristen kvinde ved at række hende hånden. Det er samme forhold, der ligger til grund for, at en muslimsk mand gerne må gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde, mens det er forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

Denne ubehagelige sondring mellem ”rene” og ”urene” fatter Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr ikke, og han stiller sig derfor tilfreds med, at der er mange måder at hilse på og accepterer, at hans folketingskandidat ikke vil give hånden til mænd.

Tørklædet kan i øvrigt heller ikke sidestilles med et kors, sådan som Bendt Bendtsen åbenbart mener. Korset er nemlig ikke – som tørklædet - et politisk symbol. I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens – mellem det verdslige og det åndelige regimente. En sådan sondring findes ikke i islam. Det synes vicestatsministeren åbenbart ikke at have forstået.

Det muslimske tørklæde i alle dets afskygninger er blevet uniformen for politisk islam. En ideologi som afviser demokratiet og ønsker, at alle love skal hente deres legitimitet i sharia. Et sådant symbol på despekt over for folkestyret kan ikke finde sin berettigelse i Folketingssalen.

Abdol-Hamid agerer og reagerer netop som islamist. Hun er fortaler for indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark og krævede Jyllands Posten dømt for at krænke Muhammeds ære. Hun er ikke tilhænger af ligestilling mellem kønnene. Hun vil ikke tillade den enkelte muslim selv at fortolke islam i overensstemmelse med egen opfattelse – alene islamiske lærde kan fortolke Koranen. Hun har udtalt sig mildt sagt tvetydigt om registrerede partnerskaber – og indtil hun fik kniven på struben af sit parti, kunne hun ikke finde ud af at afvise dødsstraf. Nu kræver hun så et dementi af Politiken, som havde viderebragt hendes forvrøvlede sludder, men Politiken har afvist. De har selvfølgelig det hele på bånd.

Hun siger ét når hun udtaler sig til medierne, og givetvis noget helt andet, når hun hverver stemmer i Vollsmose. Det er et velkendt fænomen. Abu Laban og opfinderen af det såkaldte euro-islam Tariq Ramadan er klassiske eksempler herpå.

Tørklædet er et symbol på politisk islam og et kvindeundertrykkende instrument. Begge dele på en og samme tid. Derfor skal vi tage afstand fra det. Tørklæderne skal ud af skolerne, ud af gadebilledet og slet ikke ind i folketingssalen.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard


Kan ses på Dansk Folkepartis hjemmeside.